Søren Kierkegaard (1813 – 1855) var en dansk filosof, teolog, litteraturkritiker og digter, hvis værker havde en betydelig indflydelse på det 20. århundredes filosofi, teologi, litteratur og psykologi. Kierkegaard er også kendt som den første eksistentialistiske filosof med sin tese om, at det er individet (og ikke religionen eller samfundet), der alene er ansvarlig for at give mening til livet.
Om tro:
Kierkegaard fremhævede, at det at have tro, er samtidig at have tvivl. For virkelig at tro på Gud, må man altså indse, at ens tro på Gud er tvivlende. Et menneske, som tror på Gud uden tvivl, er ikke rigtig religiøs, men snarere godtroende, eftersom tro ikke har nogen betydning uden et personligt engagement, hvormed man berettiger sin tro. Dermed understreger Kierkegaard vigtigheden af selvet grundet i selv-refleksion.
Om angst:
Kierkegaard var den første til at bruge begrebet angst til at beskrive den intense følelse af ængstelse og ufokuseret frygt. Konceptet angst dukkede senere op i Heidegger, Nietzsche og Sartres værker. Angst indebærer en konceptuel betydning af handlefrihed, som er to-sidet. På den ene side, er angst en forudsætning for synd. Kierkegaard giver et eksempel på angst, der kommer fra Adams valg af, om han skulle spise den forbudne frugt eller ej. Han havde friheden til at vælge, men spiste frugten og begik dermed en synd. På den anden side er angsten med til at kvalificere vores valg og personlige ansvarlighed. Så en oplevelse af angst bidrager til at udvikle vores refleksive bevidsthed over vores egen identitet og potentiale.
