Martin Heidegger (1889–1976) var en tysk filosof hvis bedst kendte værk Væren og Tid havde en stor indflydelse på udviklingen af nutidig europæisk filosofi.
Om meningen med livet:
Ifølge Heidegger er spørgsmålet om metafysik og væren tabt, da vi ikke kan vide noget om metafysiske entiteter. Heidegger foreslår derfor at udfolde et metafysisk spørgsmål, der ikke forudsætter noget som værende. Videnskaben beskæftiger sig med det værende, men ikke med intethed. Ved at undgå tilstedeværelsen af entiteter, konstruerer Heidegger følgende spørgsmål: "Hvad med dette Intet?".
Sund fornuft definerer Intet ved at negere totaliteten af det værende. Men for Heidegger, er Intet noget, der er indenfor totaliteten af det værende. For at få adgang til Intet, skal vi finde det "i midten af det værende som en helhed". Afsløringen af det værende som et hele er gemt bag stemninger som kedsomhed og kærlighed. Ægte kedsomhed er for eksempel, når alting er kedeligt. Tilsvarende er kærlighed, når du er forelsket i et menneske, og hele verden lyser op. Både kedsomhed og kærlighed afslører altså totaliteten af ting og placerer os foran Intet. En dag kan fremtiden blive usikkerhed, og en frygt for alt kommer over os. Som en konsekvens heraf, vender alt, overfor hvilket vi er indifferent, sig imod os. Dermed står angst foran åbenhed. Det afslører totaliteten af det værende i sin negation. Det afslører Intet.
Det værende går under som et hele på grund af Intets frastødende gestus overfor det værende. Men Intet er ikke adskilt fra det værende, snarere er det indeholdt i og gennem det værende. Intet ikke bare negerer, men udsletter sig selv. Intet viser, at der er noget, men ikke intet. Intet intetgør. Med andre ord, udslettelsens essens er, at "det bringer Til-væren frem for det værende som sådan”. Kontraintuitivt er Intet ophav til negationen, da "ikke" kommer ud fra udslettelsen af Intet. Udslettelsesprocessen er ikke noget dérovre. Det er i livet. Vi er altid involverende i denne negativering. Hvis nogen for eksempel viser mig en pen, så er tilstedeværelsen mellem denne pen og mig. Fra den anden side af pennen, er der intet for mig, men noget for en person, som holder den. Udslettelsen af Intet viser sig også i urealiserede muligheder, når aktualiseringen af en mulighed blokerer for en anden. For at beskrive det anderledes, nogle muligheder viser sig kun, fordi vi lukker for andre.
Intets aktivitet som væren er trukket tilbage fra os. Vi er altid foran os selv. Da vi er endelige, er vores eksistens' meningsfuldhed defineret ved denne udslettende aktivitet. Ved at træffe valg i livet, transcenderer vi mod døden, når alle muligheder er udtømt. Denne transcendens vil sige, at vi bliver holdt ud i Intet, dvs. at foregribe mulighederne for så at falde tilbage mellem tingene i tingene. For at gøres vores valg meningsfulde, spiller døden en stor rolle i det værendes tidslighed. Hvis vi var udødelige, ville vores liv være komplet meningsløst. Uden dødelighed, ville vores valg ikke give nogle mening, da alle muligheder er åbne for os. Ingenting er vigtigt, for alting er åbenbaret og intet er skjult. Frihed og selvhed hos et udødeligt væsen er ikke åbenbaret, for der er ikke nogen handlemuligheder. Hvis udslettelse af Intet ikke sker, så er der ikke noget forhold til det værendes udfoldelse. Der er ikke noget værende som sådan, og dermed er der heller ikke nogen frihed ud fra væren. Derfor giver beskrivelsen af menneskelivet en normativitet. At være sig selv betyder lev dit liv og træf nogle valg. Fordi din dødelighed er her lige nu sammen med dig, er du nødt til at være ansvarlig, det vil sige træffe dine egne valg.
