Aristoteles var lærer til den 13-årige dreng Alexander, som senere blev Alexander den Store, konge af det antikke græske kongerige Makedonien.
Om lykken:
For Aristoteles er et etisk liv et rationelt liv. Omdrejningspunktet er endemålet, som er tilfredshed (eudaimonia). Eudaimonia er ikke et resultat af en livslang indsats. Det er ikke noget, vi skal se frem til, så som at vente på sin pension, for at kunne gøre, hvad vi vil. Det ligger i hele ens voksne liv, behageligt og stabilt. Aristoteles foreslår, at vi kan opnå eudaimonia ved at se på menneskets funktion. Tingenes gode handler om deres funktion. For eksempel er det gode for en fløjtespiller at spille godt. At gøre noget godt skal ske i overensstemmelse med ens dyd eller kompetence. I dette tilfælde skal vi forstå det gode for mennesket som det gode for sjælen, og ikke som det gode for kroppen, fx. sundhed og skønhed. Det gode for mennesket er ikke et eksternt gode som penge, magt eller status. Lykken har imidlertid brug for eksterne goder, da vi ikke kan gøre gode ting uden at have ressourcerne til det. For at opsummere kan vi sige, at glæden opstår, når nogen gør noget godt i overensstemmelse med dyderne.
Om karakterdyder:
En dyd er en evne eller kapacitet til at udmærke sig inden for noget. Dyd tilegnes gennem øvelse, som et håndværk. Det handler om materien, en tilstand hvor vi gør de rette ting. Karakterdyder angår handlinger og følelser, hvor både overdrivelse og fravær ses som en fejl. Vi skal med andre ord træne vores følelser til at svare på det rette tidspunkt, til de rette mennesker, på den rette måde om de rette ting. Karakterdyder sigter på at finde middelvejen. For eksempel er både frygtløshed og frygt dårligt, mens mellemtingen er den rette tilstand.
Årsagen:
Ifølge Aristoteles er der 4 typer årsager:
1) Den materiale årsag, det som er, fx. bronzen en statue er lavet af
2) Den formelle årsag, det som skal være, for eksempel statuens form,
3) Den bevirkende årsag, årsagen til at forandringen sker. For eksempel er skulptøren den bevirkende årsag til bronzestatuens forandring
4) Den intentionelle årsag, motivet for hvilket, det gøres. I dette tilfælde er den intentionelle årsag en æstetisk glæde.
Den intentionelle årsag og brugen i naturen:
At forklare noget ved at reducere det til mening, er en form for pre-sokratisk filosofi. Aristoteles afviser denne metode, da livet ikke kan forklares ved hjælp af materielle ting. Han forsøger at kombinere brug og mening. Hvis, for eksempel, endemålet for en mur er beskyttelse (form), så har vi brug for sten og træstammer (materie). Muren eksisterer ikke på grund af stenene og træstammerne, men for at give beskyttelse og sikkerhed. Det samme gælder i andre tilfælde.
